Velkommen til Ommersyssel Rideklub

Vi er glade for, at du valgte Ommersyssel Rideklub. En klub med plads til alle. Vi er en hyggelig lille rideklub, som kan tilbyde undervisning, der passer til dit niveau - uanset om du er begynder, let øvet eller øvet. Alt arbejde i klubben, med undtagelse af undervisning og staldens daglige drift, er ulønnet, frivilligt arbejde. Dette gælder også bestyrelsesarbejde.

Praktisk information

Sikkerhed er vigtig omkring al omgang med heste. Derfor har vi udformet 9 regler, som vi forventer overholdes, når du opholder dig på klubbens matrikel.

1) Alle bærer godkendt ridehjelm under ridning.
2) Alle bærer sikkerhedsmæssigt korrekt fodtøj
    under ridning og håndtering af hesten.
3) Ingen fastgør sig til hesten ved f.eks. at vikle et
    træktov rundt om hånden eller livet.
4) Ingen fører en hest uden trense eller træktov.
5) Ingen løber eller råber i nærheden af hesten.
6) Ingen rykker/flår/saver hesten i munden med
    biddet.
7) Ingen anvender pisk udover almindelig
    irettesættelse og korrektion.
8) Ingen anvender sporer uhæmmet.
9) Underviserens regler er gældende.

Sikkerhedsvest anbefales og er et krav for unge under 18 år ved springning.

Alle rideklubbens medlemmer vil hjælpe dig til at overholde reglerne. 

Ved uforsvarlig opførsel eller grov tilsidesættelse af reglerne eller hvis man mishandler hesten eller forstyrrer undervisningen, kan bestyrelse og personale bortvise en rytter fra rideklubben.

Det forventes, at du rydder op efter dig selv, også i cafeteriet.

Mødetid 

Det er vigtigt at komme i god tid. Det forventes, at man møder op, 20 minutter før undervisningen starter. Rytter og forældre/pårørende skal selv strigle og sadle hesten op, hvis hesten ikke overtages fra et tidligere hold. 

På begynderhold er ridelæreren til rådighed ved opsadling, når ridetimen begynder. For at få mest mulig ridetid forventes det, at hesten som minimum er striglet. 

På hold for øvede forventes det, at man er klar, når timen begynder. 

Når ridetimen er slut er rytter og forældre/pårørende ansvarlige for, at hesten bliver sadlet af, striglet og får renset hove, før den sættes på folden. Biddet skal skylles, og udstyr skal hænges på plads i sadelrummet. 

Der skal ryddes op og fejes i spiltove. 

Til forældre / pårørende

Da rideklubben er en frivillig forening har vi brug for at i tilbyde jeres hjælp hvor i kan. Både i forbindelse med arrangementer og selve undervisningen.

fx. hvis dit barn har brug for en person til at trække hesten forventes det, at du som forælder/pårørende selv gør det. Det vil hjælpe ridelæreren til at fokusere på undervisningen. 

Rideklubben har niveaudelt undervisning. Det er ridelæreren der beslutter, hvornår en rytter er klar til at rykke op til et mere øvet hold eller skifte til et andet hold.  Rideklubben henstiller til, at du som forælder/pårørende overlader undervisning til ridelæreren! 

 

Ved spørgsmål skriv en mail

Skriv mail
 

 

En klub under

Dansk Ride Forbund